Ny prøveform i kristendom, historie og samfundsfag

20. januar, 2016 af Thomas Lindgaard

Eksamen
Ny prøveform indført
Et nyt år er startet og ligesom 2015 bød på lidt af hvert, vil 2016 med garanti også diske op med situationer, som er en nytårstale værdig. En decideret nytårstale skal vi nok spare dig for nu her, men lad os i stedet se frem mod foråret – et forår der atter byder på afgangsprøver. Nogle fag har en obligatorisk afsluttende prøve, andre fag trækkes der lod om. Fx fag som samfundsfag, kristendom og historie. I disse fag er der fra i år udviklet en ny prøveform. Stadig en mundtlig én af slagsen. Den gamle prøveform kender de fleste. Man læser pensum op. Møder op. Trækker et emne, og forbereder sig i de næste 40 minutter. Ved det grønne bord sidder ens lærer og sensor, kaffebombet, men stadig beredt til at lytte i de 20 minutter, som eksaminationen varer. Udfaldet heraf afgør naturligvis karakteren.

En mere tidsvarende prøveform
Den nye prøveform er anderledes og mere tidsvarende. Med formen er der fremover indført projekt- og produktorienterede prøver i fagene samfundsfag, kristendom og historie. Dette betyder at eleverne op til prøveaflæggelsen skal udarbejde et produkt, der under eksaminationen inddrages i besvarelsen af problemstillingen. Eleven kan vælge at gå til prøve alene, eller i grupper. Den nye prøveform giver eleverne mulighed for at udøve deres kreativitet, og minder i høj grad om den obligatoriske projektopgave.

Hvilket fag?
Mandag den 25. april er en yderst interessant dato for elever på 9. årgang. Det er dagen, hvor de får at vide hvilke fag de skal til prøve i. Måske skal en 9. klasse til prøve i faget historie. Eleverne ankommer et stykke tid efter udtræk af faget til Tåsingeskolens kontor. Hér skal eleverne trække én seddel pr. gruppe eller pr. elev, og på bagsiden af sedlen står et emne, fx Det onde, som udgør en del af årsplanen i faget historie. Der vil være adskillige emner at vælge imellem. Nogle emner har været gennemgået i 8. klasse, men de fleste emner kender eleverne fra 9. klasse.

Hvilket emne?
Emnet Det onde i faget Historie, har lært eleverne om hvordan Hitler og nazisterne overtog magten i det kriseramte Tyskland i 1930erne, og hvordan chikanen mod jøder tog til og endte i folkedrab. Derudover har eleverne stiftet bekendtskab med FNs konvention om forebyggelse af folkedrab. En konvention som blev stiftet lige efter Anden verdenskrig, men som desværre ikke har kunnet forhindre folkedrab i det tidligere Jugoslavien, Rwanda eller Darfur. Elevens delemne kunne derfor handle om fx Folkedrab i Rwanda. Under dette delemne skal eleven så finde en problemstilling, kilder og udarbejde et produkt, som spiller sammen med problemstillingen. Eleverne har nu 6-10 lektioner inden sidste skoledag.

Virkeligheden som medspiller
Det er tydeligt at se hvorledes den nye prøveform skiller sig ud, set i forhold til den gamle prøveform. Prøveformen kobler undervisning og arbejdsformen endnu mere sammen, og læner sig mere op af elevernes virkelighed. Dette skulle gerne styrke elevens engagement og motivation, idet de nu har mulighed for at føle et større medejerskab over prøvesituationen og i forberedelsesfasen op til.

Kilder: emu.dk / uvm.dk