Første skoledag – i mere end én forstand

20. august, 2014 af Grete Kronborg

Fyns Amts Avis bragte 15.08.14 denne klumme af afdelingsleder på Tåsingeskolen, Gitte Kondrup Ebbesen:

Der bliver skrevet historie for tiden. Og med denne bevidsthed bød jeg mandag morgen 0. klasserne og deres forældre velkommen på afdeling Sundhøj på Tåsingeskolen. Dannebrog var rejst, Mariehønen Evigglad var på projektoren, musiklæreren stod klar med guitaren, og alle 0. klasserne sad artigt på rækker sammen med deres forældre og ventede spændt. Efter velkomsten stod hele indskolingen klar og dannede en syngende flagallé, som sendte de nye elever af sted til deres klasselokaler, som der er tradition for på Tåsingeskolen. Første skoledag er en milepæl hos de fleste børn. Det er en dag, man husker.

Men denne mandag var ikke kun en milepæl for de nye 0. klasser. 560.000 skolebørn i Danmark startede denne dag med at tage hul på et nyt kapitel i en 200 år dansk folkeskolehistorie. Nemlig kapitlet om realiseringen af folkeskolereformen. Reformen har stor mediebevågenhed. Alle interessenter har udtalt sig i diverse medier, og i nærværende avis har forskellige kronikører i den forgangne uge givet deres bud på reformens muligheder og begrænsninger.

På landets folkeskoler har vi været i gang længe. Det sidste års tid har vi haft vældig travlt med at omstille os til denne store forandring og sætte ord, billeder og handlinger på indholdet i reformen. Derudover har vi også skullet implementere en ny arbejdstid for lærerne, som forandrer hele den arbejdsrytme, mange lærere har praktiseret. Det er mange forandringer på en gang. Det er uundgåeligt, at der opstår tvivl og frustrationer, og at mange vil synes, at de ikke gør deres arbejde så godt, som de plejer.

Det tager tid at lære noget nyt. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed. Og godt mod. Heldigvis udviser lærerne godt mod. De lærere, der stod klar til at starte det nye kapitel i dansk folkeskolehistorie mandag morgen, udviste glæde, stort engagement, overskud og mod. De viste, at de er professionelle og klar til at tage forandringens udfordringer op for at lave verdens bedste skole.

Resten er op til alle os andre. Vi har alle et kæmpe ansvar for, at folkeskolen forbliver stedet, hvor folkets børn mødes, dannes og uddannes på tværs af sociale skel. Vi bærer ansvaret for, at folkeskolen opnår den respekt, den fortjener.

Lærerne er mødt ind til første skoledag med den rette ånd. De løfter opgaven professionelt. Nu fortjener de at blive bakket op. Det er ikke kun børnene, der skal lære på en ny måde. Det skal lærerne også. Og det er her tålmodigheden og vedholdenheden kommer ind i billedet. Mange ting vil udefra opleves, som de plejer. Fx første skoledag for 0. klasserne. Men indefra er vi i gang med et paradigmeskifte, som på lang sigt vil skabe en noget anderledes folkeskole. Vi øver os. Vi øver os, gør os en masse erfaringer, retter til – og til sidst kommer vi i mål.